Ablation af tolvfingertarmen kan fjerne behovet for insulin.
Ablation = fjerner af noget af slimhinden i tolvfingertarmen
En revolutionerende procedure kan ifølge Dagens Medicin måske fjerne behovet for insulin hos nogle patienter med type 2-diabetes.
Forskere fra Holland har undersøgt en ny og potentielt set revolutionerende behandling til personer med type 2-diabetes. Behandlingen består af en minimalt invasiv ablation af tolvfingertarmen i kombination med behandling med en GLP-1-receptoragonist og simple livsstilsråd.
Behandlingen reducerede i et forsøg behovet for insulin hos 75 pct. af de behandlede patienter i mere end seks måneder. I de første seks måneder. var patienternes niveauer af blodsukker – målt ved HbA1c – under 7,5 pct. og faldt til 6,7 pct. efter 12 måneder.
De personer, som responderede på behandlingen, opnåede også et markant reduceret BMI, som faldt fra gennemsnitligt 29,8 kg/m2 til 25,5 kg/m2 efter 12 måneder. Procentdelen af fedt i deres lever faldt også fra 8,1 pct. til 4,5 pct. efter seks måneder. Både fedme og fedtlever er risikofaktorer i udviklingen af metabolisk syndrom.
Hos de forsøgspersoner, som efter behandlingen stadig havde behov for insulin, faldt insulinbehovet efter 12 mdr. fra gennemsnitligt 35 enheder om dagen til 17 enheder om dagen.
Genstarter produktion af slimhindevæv i tolvfingertarmen
Selve proceduren foregår ved, at lægen fører et kateter gennem lysken til tolvfingertarmen. Her fjerner lægen noget af slimhinden (ablation) for på den måde at få tolvfingertarmen til at producere et nyt slimhindelag.
Forskerne har ikke helt styr på, hvorfor det har en effekt, men de mener, at slimhindecellerne kan undergå forandringer, som leder til ændringer i produktionen af nøglehormoner, der kan påvirke insulinresistens og diabetes. At give slimhinden en ny overflade ser ud til at nulstille denne proces.
Pilotstudiet, som er udført at læge Suzanne Meiring, læge Annieke van Baar og professor Jacques Bergman fra Amsterdam University Medical Center i Holland, inkluderede 16 patienter, hvoraf 12 ikke havde behov for insulin efter behandlingen.
»Dette kan være en banebrydende tilgang til behandling and metaboliske sygdomme. En enkelt endoskopisk ablation i tolvfingertarmen i kombination med GLP-1-lægemidler og livsstilsvejledning kan fjerne behovet for insulinbehandling i en undergruppe af patienter med type 2-diabetes og samtidig forbedre deres blodsukkerkontrol og generelle metaboliske helbred,« fortæller Suzanne Meiring til Medical Express.
Omkring 60 mio. mennesker i Europa har fået stillet en diagnose med diabetes, hvoraf størstedelen har fået en diagnose med type 2-diabetes.
»Baseret på resultaterne af dette studie vil vi snart undersøge effekten af behandlingen på en meget større forsøgspopulation,« siger Suzanne Meiring.