Artikler

Her kan du finde en række artikler, alle med relevans til søvnapnø og søvnsygdomme.

Skrevet af Susanne Kleist og Ellinor Wollf, d. 

DEBAT: Har du søvnapnø kan du få udleveret en gratis CPAP-maskine fra hospitalet, som du skal sove med om natten resten af livet. Men en ny og mere simpel løsning er en bestemt tandskinne, som skal laves hos tandlægen. Men den skal du selv betale, og det er ikke rimeligt, skriver Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen, og og Ellinor Wollf, Dansk Søvnapnø Forening, i dette debatindlæg.

75.000 danskere har fået konstateret sygdommen søvnapnø, men man regner med, at det reelle tal er hele to-tre gange større – altså 150-200.000.

Søvnapnø skyldes, at den bløde gane og tungen falder tilbage, så svælget lukkes, og man ikke kan trække vejret. Mennesker med søvnapnø snorker kraftigt og ligger uroligt om natten. Imellem de kraftige snorkelyde er der vejrtrækningspauser eller ”apnøer”, som kan vare op til et minut. Det normale søvnmønster er ødelagt, og man får aldrig en længerevarende dyb søvn. Derfor er man som regel abnormt træt om dagen. Trætheden kan være så slem, at man pludselig falder i søvn midt på dagen, f.eks. på arbejdspladsen eller i bilen. Det er både ubehageligt og kan medføre farlige situationer. Søvnapnø kan også give nedsat hukommelse, koncentrationsbesvær og nedsat seksuel lyst, og mange har alvorlige følgesygdomme såsom diabetes, hjerte-kar lidelser og KOL. Det er derfor vigtigt at få behandlet sygdommen.

Den mest udbredte behandling er en næsemaske kaldet CPAP, som man kan få offentligt tilskud til. CPAP virker på mange patienter, men ikke på alle. En anden og simplere løsning er en tandskinne, som skubber underkæben en lille smule fremad og dermed skaber mere plads i svælget. Den skal laves af en tandlæge, men der er intet tilskud til tandskinner, selvom patienten sidder tilbage med en udgift på op til 10.000 kroner. Det er ikke rimeligt.

En af de danskere, der er ramt af søvnaopnø, er Anette på 60 år. Til sidst sov hun kun to timer om natten. Hun faldt i søvn, når hun talte med familien eller satte sig i sofaen. Hun prøvede en næsemaske, men den fungerede ikke for hende, og hun fik det først bedre, da hun fik en tandskinne. ”Hvad angår livskvalitet, så er der vist ingen, der kan være i tvivl om, at det er langt mindre indgribende at skulle sove med en skinne på om natten, end at føle sig som en astronaut på vej ud i rummet”, fortæller hun.

Vi foreslår, at man indfører et tilskud til tandskinner mod søvnapnø, så mennesker der er ramt af søvnapnø, får et alternativ til CPAP.

Skrevet af Maiken Skeem d. 

Mennesker med søvnsygdomme som eksempelvis narkolepsi og søvnapnø går ofte i mange år – nogle gange mellem fem og ti år – før de bliver henvist til en neurolog og får stillet diagnosen. Symptomerne er i mange tilfælde uklare og upræcise, og de praktiserende læger ved ikke nok om sygdommen, mener Dansk Narkolepsiforening.

”Heldigvis er der sket meget de seneste ti år, hvor der er kommet mere fokus på søvnsygdomme generelt – men ofte går mennesker med søvnsygdomme alt for længe med deres symptomer, inden de bliver henvist til en neurolog, får stillet en diagnose og kommer i behandling.”

Det fastslår Ulla Bendesen, som er konsulent og rådgiver i Dansk Narkolepsiforening. Ifølge hende ved de praktiserende læger nemlig ikke nok om sygdommen, og derfor oplever mange patienter at blive fejldiagnosticerede og behandlet for stress og depression, inden de bliver sendt videre til udredning hos en neurolog:

”At vække lægens mistanke og få en henvisning til videre udredning kræver, at man møder op hos sin egen læge med meget specifikke og klare symptomer. Men meget ofte er symptomerne både uklare og uspecifikke.”

I sikre hænder i det offentlige system

Der er en generel underdiagnosticering af søvnsygdomme i Danmark  – og det skyldes også relativt stor geografisk og social ulighed. Meget af behandlingen af søvnsygdomme er varetaget af Dansk Center for Søvnsygdomme, men er rundt omkring i landet primært båret af enkelte neurologer, øre-næse-hasllæger eller andre fagpersoner. Det bevirker, at ventetiden til at blive tilset og udredt af en neurolog ofte er meget lang.

”Det betyder, at nogle i stedet bliver udredt af enten en psykiater eller en privatpraktiserende neurolog. Men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, fordi der mangler opfølgning på medicinering. Vi anbefaler i foreningen altid, at man ruster sig med tålmodighed og venter på at få en tid i det offentlige system. Så er man i sikre hænder i forhold til sit fremtidige forløb,” siger Ulla Bendesen.

Svært at finde overskuddet

Et andet område, hvor man i Dansk Narkolepsiforening har sit fokus er på børn og unge med narkolepsi. Mange børn får nemlig ikke den støtte, som de bør have, mener foreningen:

”Hvis man er træt og falder i søvn i timerne og i øvrigt har vanskeligheder med at koncentrere sig, så får man ikke det hele med. Derfor vil det hjælpe børnene, hvis de eksempelvis kunne få hjælp fra en mentor, som kunne tage notater for dem.”

Det er faktisk noget, som man kan søge tilskud til i det offentlige system, fortæller Ulla Bendesen – men mange forældre ved det ikke, eller får det ikke gjort:

”Har man et barn med narkolepsi, så bruger man mange kræfter på at holde det barn ovenvande og så kan det være svært også at finde overskuddet til at sætte sig ind i sociale rettigheder og for eksempel søge tilskud.”

I Dansk Narkolepsiforening afholder de hvert år en kursus- og medlemsweekend for mennesker med narkolepsi og deres pårørende. Her oplyser foreningen blandt andet om sociale rettigheder.

Søvnsygdomme – et ’diagnostisk delay’

Mennesker med søvnsygdomme går ofte i mange år, inden de får en diagnose – vi taler om et såkaldt ’diagnostisk delay’ på mellem fem og ti år, fortæller Poul Jennum, professor ved Dansk Center for Søvnmedicin.

”Symptomerne er ikke altid klare og præcise, og derfor kan man gå i mange år, hvor man for eksempel bliver diagnosticeret med stress og depression, måske mister man tilknytningen til arbejdsmarkedet, og generelt mister man sine kræfter og sit overskud. Når man så først bliver udredt, er behandlingseffekten ikke så stor, fordi sygdommen har haft en eller flere alvorlige, sekundære konsekvenser for den enkelte patient. Mange af patienterne er allerede multisyge, når de får diagnosen,” siger han.

Sygdommen narkolepsi rammer både ældre og yngre mennesker – især for børn og unges vedkommende er sygdommen kronisk og medfører en lang række komplikationer, fortæller Poul Jennum:

”For børnenes vedkommende har sygdommen mange og alvorlige konsekvenser, og de kan gå i årevis uden en diagnose. Man har tidligere kaldt dem ’de dovne børn.’ Uden behandling tager de på og bliver overvægtige, de klarer sig elendigt i skolen og har svært ved at få og opretholde sociale kontakter, fordi de falder i søvn. Heldigvis har vi nu erkendt at ved at diagnosticere dem korrekt, så kan vi også behandle dem korrekt, så de fleste af dem kan få en næsten stort set normal barndom. Det ser vi heldigvis flere og flere eksempler på.”

Fakta om narkolepsi

Narkolepsi er en neurologisk sygdom. Den viser sig blandt andet ved uimodståelige søvnanfald, pludselige tab af muskelturnus (katapleksi), som bliver udløst ved latter, vrede og forskrækkelse. Desuden drømmelignende oplevelser i dagtimerne eller ved indsovning (hypnagoge hallucinationer) og lammelser ved opvågning eller indsovning (søvnparalyse). Hvis man har de klassiske symptomer, er det vigtigt at søge læge. Lægen henviser til neurolog, der vil henvise til yderligere undersøgelser.

Man mener, at ca. 2.500-3.000 mennesker i Danmark lider af sygdommen. Men kun en lille del har fået stillet diagnosen. Narkolepsi debuttere oftest i teenageårene, men kan også opstå hos små børn og voksne.

Kilde: Dansk Narkolepsiforening

Skrevet af Skrevet af Maiken Skeem d. 
Omkring 300.000 patienter har søvnapnø, men kun cirka 80.000 er identificeret og i behandling, siger professor Poul Jennum. Søvnapnø kan være dødsens farligt – studier viser f.eks., at af dem, som får en blodprop i hjernen, har 70 procent søvnapnø, fortæller han.

Tidens store ’hype’ omkring søvnforstyrrelser og dårlige søvnvaner på grund af stress og bekymring forplumrer billedet og tager fokus fra de langt mere alvorlige søvnsygdomme som eksempelvis narkolepsi og søvnapnø. Sygdomme, som uden behandling øger risikoen markant for adskillige andre alvorlige sygdomme som hjertekar-sygdomme, blodpropper i hjernen og diabetes. Mere udbredt fokus på søvnsygdomme kan både spare liv og give økonomiske besparelser, pointerer professor ved Dansk Center for Søvnmedicin, Poul Jennum.

Det er svært syge mennesker, som Poul Jennum møder i sit daglige arbejde på Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet i Glostrup. Ofte har de været syge i mange år, inden de får en diagnose og har mange gange også udviklet andre sygdomme: Enten neuropsykiatriske sygdomme som skizofreni og depression, Parkinson eller Alzheimer, eller måske har de afasi som følge af en blodprop i hjernen, hjertesygdom eller diabetes.

”Studier viser, at af dem, som får en blodprop i hjernen, har 70 procent søvnapnø, og svær søvnapnø øger risikoen for en blodprop i hjernen med helt op til 90 procent, ligesom det øger risikoen for hjertesygdom med 50 procent og risiko for leddegigt med 40 procent. Vi ved også, at forstyrret søvn og døgnrytmeforstyrrelser er en tidlig og forholdsvis sikker markør for anden sygdom,” siger han.

I sundhedsvæsenet ’lukker man døren til søvnsygdomme’

Derfor undrer det også Poul Jennum, at der i sundhedsvæsenet kun er meget lidt fokus på søvnsygdomme, og at man betragter området som nærmest uvæsentligt i forhold til andre sygdomsområder.

”Det har været min udfordring i årevis at skabe interesse for det her område. Vi ved faktisk en masse om søvnsygdomme og om hvilke sygdomme, de kan udløse, hvis ikke de bliver behandlet – og vi har vidst det i årevis – men man tager det ikke tilstrækkeligt alvorligt i sundhedsvæsenet, og det har vist sig vanskeligt at udbrede den viden og skabe forståelse og anerkendelse for den.”

I sundhedsvæsenet ’lukker man døren til søvnsygdomme,’ mener Poul Jennum, også selv om de er relativt nemme at screene for og i mange tilfælde også kan behandles uden de store omkostninger:

”Det undrer mig, at der ikke er mere lydhørhed, for hvis man ser på, hvordan kroppen og hjernen har det ved eksempelvis søvnapnø eller narkolepsi, så taler vi om virkeligt alvorlige problemer og om voldsomme ændringer i hjernens iltforsyning. Hjertet lider og blodtrykket bliver hårdt belastet.”

Søvnsygdomme er generelt underdiagnosticerede

Mennesker med søvnsygdomme går ofte i mange år, inden de får en diagnose – vi taler om et såkaldt ’diagnostisk delay’ på mellem fem og til år, fortæller Poul Jennum.

”Symptomerne er ikke altid klare og præcise, og derfor kan man gå i mange år, hvor man for eksempel bliver diagnosticeret med stress og depression, måske mister man tilknytningen til arbejdsmarkedet, og generelt mister man sine kræfter og sit overskud. Når man så først bliver udredt, så er behandlingseffekten ikke så stor, fordi sygdommen har haft en eller flere alvorlige, sekundære konsekvenser for den enkelte patient. Mange af patienterne er allerede multisyge, når de får diagnosen,” siger han.

Sygdommen narkolepsi rammer både ældre og yngre mennesker – især for børn og unges vedkommende er sygdommen kronisk og medfører en lang række komplikationer, fortæller Poul Jennum:

”For børnenes vedkommende, så har sygdommen mange og alvorlige konsekvenser, og de kan gå i årevis uden en diagnose. Man har tidligere kaldt dem ’de dovne børn.’ Uden behandling tager de på og bliver overvægtige, de klarer sig elendigt i skolen og har svært ved at få og opretholde sociale kontakter, fordi de falder i søvn. Heldigvis har vi nu erkendt, at ved at diagnosticere dem korrekt, så kan vi også behandle dem korrekt, så de fleste af dem kan få en næsten stort set normal barndom. Det ser vi heldigvis flere og flere eksempler på.”

Der er mange ’sorte huller på landkortet

Tidlig screening er et forholdsvist lille tiltag, som kan have en potentiel stor effekt, mener Poul Jennum:

”Af omkring 300.000 patienter med søvnapnø er kun cirka 80.000 identificeret og i behandling,” siger han og fortsætter: “Det er der flere grunde til. En af dem er, at vi mangler studier og evidens af nyere dato, fordi det ikke er et område, som medicinalvirksomhederne kan tjene penge på – men nogle gange mener jeg, at man må træffe en beslutning om at gøre en indsats på det forhåndenværende grundlag. Det her bør, mener jeg, være et af de områder, hvor det er tilfældet. Kigger man ud over landets grænser, så er det langt mere anerkendt i eksempelvis USA, Tyskland og Frankrig, at hvis man behandler søvnsygdomme, så vil man også i mange tilfælde kunne forebygge, at patienterne udvikler eksempelvis hjertesygdomme, blodpropper og diabetes.”

Underdiagnosticeringen skyldes også både en relativt stor geografisk og social ulighed, anerkender Poul Jennum. Meget af behandlingen er varetaget af Dansk Center for Søvnsygdomme, men er rundt omkring i landet primært båret af enkelte neurologer, øre-næse-halslæger eller andre fagpersoner, som anser området for at være vigtigt, fordi det netop kan være med til at forebygge alvorlige sygdomme.

”Men der er stadig mange ’sorte huller’ på landkortet. Steder langt fra de større byer, hvor der også socialt nogle gange findes en mere belastet og multisyg befolkning end de steder i landet, hvor behandlingen for søvnsygdomme findes,” tilføjer Poul Jennum:

”Der er lighedsbehandling i det danske sundhedsvæsen, men selv om vi overordnet set har et homogent tilbud, så er det ikke altid, at det fungerer sådan i praksis. Det er desværre sådan, at nogle gange, så er det de mest syge, der modtager mindst behandling.”

Effekten af screening kan være enorm

På Rigshospitalet og på Herlev Hospital er man i øjeblikket i gang med et forsøg, hvor man screener apopleksi-patienter for søvnapnø. Forsøget er igangsat efter, at internationale anbefalinger viser, at man kan modvirke sekundære komplikationer efter apopleksi ved behandling af søvnapnø – og resultaterne er gode, fortæller Poul Jennum:

” Vores foreløbige resultater viser, at det kan implementeres, og selvom patienter har følger efter apopleksi, er det muligt at undersøge og behandle dem med en succesrate, der er meget lig patienter, som ikke har pådraget sig apopleksi,” siger han.

Poul Jennum ville også gerne have lov til at screene hjertepatienterne, men endnu har kardiologerne ikke været så aktive:

”Det skyldes formentlig, at der er har været mange andre positive resultater i kardiologien, der også er blevet implementeret. Jeg er dog overbevist om, at vi nok skal nå dertil en dag inden længe, fordi det i flere studier er bevist, at der netop er en tæt sammenhæng mellem søvnsygdomme og hjertekar-sygdomme.”

Poul Jennum anerkender også, at når man begynder at tale om screening, så er der altid skeptiske stemmer, som mener, at det er dyrt i forhold til den opnåede gevinst. Men han er langt fra enig:

”At stille en diagnose på søvn-området koster mellem 4.000 og 12.000 kr. En CPAP-behandling koster blot mellem 1.500 og 2.000 kr. det første år, og selv de dyreste og mest komplekse apparater koster højst 8.000 kr. Men effekten af screening kan være enorm, fordi man utvivlsomt sparer mange indlæggelser og behandlinger på eksempelvis både hjerte- og diabetes-området ved at behandle en sygdom som søvnapnø. Narkolepsi er en stærkt invaliderende sygdom, som er dyrere at behandle, fordi den skal behandles medicinsk, men effekten målt på patienternes livskvalitet og de afledte sociale konsekvenser er åbenlys.”

Hvad siger videnskaben om søvnapnø? Søvnapnø er en af de mest vanskelige sygdomme at behandle. Sygdommen er karakteriseret ved pauser i vejrtrækningen, mens man sover. De første symptomer omfatter usædvanlig stor søvnighed om dagen, træthed og man er tilbøjelig til at sidde og nikke, såvel som flere andre symptomer og følgesygdomme.

Læs artiklen her >

I nogle tilfælde må det etablerede sundhedssystem give op over for patienter med problemer med søvnløshed. Her er nogle forskellige alternative bud på behandlingsforslag i forbindelse med Insomnia/søvnløshed.

Læs artiklen her >

Poul Jennum, Overlæge, dr. med.
Center for søvnmedicin, Klinisk neurofysiologisk afdeling
Amtssygehuset i Glostrup, 2600 Glostrup

Søvnapnø er en velkendt sygdom der i senere år har opnået generel anerkendelse. Risiko-profilen er forholdsvis velbeskrevet. Ubehandlet moderat eller svær søvnapnø er forbundet med øget risiko for hjerte-kar sygdom såsom forhøjet blodtryk, risiko for senere udvikling af blodprop i hjernen. Patienter med søvnapnø har hyppigere overvægt, sukkersyge og forhøjet fedtstoffer i blodet. Derfor bør patienter med søvnapnø også undersøges herfor. Behandlingen og diagnostik af søvnapnø er forholdsvis velbeskrevet. CPAP anses generelt som standardbehandling. Supplerende behandling er vægtreduktion, eventuelt tandskinner eller kirurgisk indgreb.

I de senere år har man imidlertid også fokuseret på de sociale, psykologiske og trafikale konsekvenser af søvnapnø. Formålet med denne artikel er at diskutere denne problemstilling, da vi igennem de senere år har erfaret, at dette ofte kan være et problem.
 
Søvnapnø og træthed
Træthed og søvnanfald er det hyppigste symptom ved søvnapnø. Symptomet forklares hyppigt ved søvnforstyrrelser betinget af de natlige apnøer der forstyrrer søvnen. Der er ikke tvivl om at dette er den vigtigste mekanisme, men i de senere år har man også fokuseret på andre mekanismer, såsom ændringer i hormoner, immunsystemet, det øgede natlige muskelarbejde, ændringer i hjernen i form af manglende restitution og hvile m.v.

CPAP behandling medfører ofte normalisering eller bedring i disse symptomer, men en mindre gruppe patienter oplever ikke sikker ændring. Vi ved ikke hvorfor dette sker, men er et af fokusområderne indenfor forskning vedrørende søvnapnø.

Søvnapnø og hukommelse
Et stort antal undersøgelser har adresseret spørgsmålet om søvnapnø er forbundet med hukommelses- og koncentrationsbesvær, herunder om søvnapnø kan medføre demens. Undersøgelserne omfatter såvel spørgeskemaundersøgelser, selvrapporteret demensvurdering og neuropsykologiske undersøgelser. Generelt er der fundet, at patienter med moderat-svær søvnapnø hyppigere har lettere hukommelses- og koncentrationsbesvær også sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Der er ikke fundet sværere mentale forstyrrelser ved neuropsykologisk undersøgelser og specielt er der ikke fundet tegn til at søvnapnø medfører demens. Undersøgelse af patienter med demens afslører ikke nogen sikker overhyppighed, og der er ikke tegn til at patienter med demens primært skyldes søvnapnø.

Mekanismen bag disse forstyrrelser er formentlig sammensat. Initialt mente man at de natlige, søvnrelaterede fald i iltindholdet og ændringerne i hjernens blodgennemstrømning kunne forklare hukommelsesproblemerne. Der er ikke tvivl om at dette kan være en medvirkende faktor. Imidlertid er der andre muligheder for relation mellem søvnapnø og lettere kognitive forstyrrelser. Dette kan omfatte forstyrrelser af søvn med talrige opvågninger, træthed men også andre faktorer som for eksempel visse metaboliske forstyrrelser og immunologiske forhold kan medvirke. Skanningsundersøgelser har vist beskedne forandringer i udvalgte områder af hjernen, herunder den del der regulerer hukommelse (hippocampus i tindingelappen), hvor der fundet lette forandringer der udtrykker iltmangelen under ubehandlet søvnapnø. Årsagen kan således skyldes flere endnu uafklarede forhold.

CPAP behandling medfører bedring i de hukommelses- og koncentrationsmæssige forhold. Erfaringsmæssigt har ikke alle patienter en fuld restitution. Årsagen hertil kendes ikke, men i praksis kan dette give problemer blandt i relation til pensions- og erhvervsrelaterede forhold, fordi man a priori forventer normalisering af de mentale forhold.

Hvis der indtræder tiltagende sværere hukommelsesforstyrrelser bør man diskutere dette med en læge med henblik på andre årsager end søvnapnø.

Depression, angst og forstemning
Mange patienter med søvnapnø klager over tristhed, forstemning, angst, irritabilitet eller egentlig depression. Der foreligger flere undersøgelser der generelt viser hyppigere forekomst af disse symptomer blandt patienter med søvnapnø. Mekanismen er ikke afklaret, men generelt kan man inducere blandt andet forstemthed og irritabilitet ved eksperiment induceret søvnmangel også hos normale raske personer. Dette viser, at søvnforstyrrelser påvirker humør om dagen. Dagtræthed kan også være en medvirkende faktor.

CPAP behandling medfører ofte en reduktion af disse symptomer med bedring i humøret. Hvis de depressive symptomer er udtalte kan der blive behov for kontakt med læge med henblik på andre årsager til depressionen, f.eks. en egentlig depression der kan kræve medicinsk behandling.

Seksualitet
Patienter med søvnapnø rapporterer nedsat seksualitet omfattende såvel lyst som formåen. Området er ikke særligt godt dokumenteret, hvilket er beklageligt. Forholdet omkring accept fra såvel patient som ægtefælle er ikke videnskabeligt godt vurderet. Ofte belyses det ikke i klinisk sammenhæng. Det er heller ikke altid at hverken læge eller patient ønsker at diskutere dette, men hvis der er problemer bør man overveje at diskutere det med lægen. Som en praktisk forholdsregel er det en god ide at diskutere forholdet åbent i partnerskabet. Det kan være en god ide, at ægtefællen/partnere medinddrages i etableringen af CPAP behandlingen, fordi det indebærer praktisk håndtering og accept i forbindelse med anvendelse af natlig CPAP-behandling.
 
Livskvalitet
Undersøgelser af livskvalitet, blandt andet med de standardiserede livskvalitetsskemaer SF-36 og 15D viser en nedsat livskvalitet sammenlignet med raske. Vel-accepteret CPAP behandling medfører hurtigt og kronisk behandling en forbedring af selvrapporteret livskvalitet til et niveau der svarer til baggrundsbefolkningen. Patienter der ikke kan acceptere behandlingen eller af anden årsag ikke behandles har uændret lav selvrapporteret livskvalitet.
 
Sociale problemer
Søvnapnø medfører en række sociale problemer. Disse omfatter såvel familie- og erhvervsmæssige problemer. Partnere til søvnapnø har reduceret livskvalitet dels betinget af forstyrret søvn, reduceret livskvalitet og nervøsitet for partneres sygdom og accept af behandling. De seksuelle problemer er nævnt ovenfor. Patienter med ubehandlet søvnapnø har væsentlig højere sygefravær, formentlig også hyppigere pensionering. Nylige undersøgelser har dokumenteret nedsat sygefravær og sygelighed efter etablering af behandling. Dette har også samfundsøkonomiske betydning. Etablering af effektiv behandling medfører fald i sygelighed, sygefravær og formentlig pensionering der medfører en væsentlig samfundsøkonomisk besparelse.
 
Trafik
Der foreligger god evidens og viden om sammenhængen mellem søvnapnø og trafikfarlighed. Sammenhængen begrundes primært i søvnanfaldene. Søvnighed er generelt er en risiko-faktor for nedsat koncentration, mikro-søvn og egentlige søvnanfald under kørsel. Den relative risiko for trafikulykker er mellem 2-5 gange øget hos patienter med søvnapnø sammenlignet med normalbefolkningen. Veletableret CPAP behandling medfører reduktion af denne risiko-øgning.

I de senere år har man fokuseret herpå. Forholdet er under generel diskussion, og der er ikke fastlagt faste regler herfor også fordi disse fortolkes forskelligt imellem forskellige lande. Generelt gælder at en person skal være egnet til at føre motorkøretøj. Der er særlige skærpede omstændigheder hos personer der fører personbefordring, det vil sige bus-chaufører og taxa-chaufører. Man anbefaler, at ubehandlede patienter ikke fører dette, at der skal udføres relevant kontrol, men hvis der er god komplians kan personen genoptage kørslen. Særlige skærpede omstændigheder foreligger ved piloter, lokofører, skibsførere.

Konklusion
Søvnapnø medfører en række konsekvenser, hvoraf man i flere år har primært har fokuseret på hjerte-kar risiko profilen. Imidlertid har søvnapnø også en række andre konsekvenser, herunder søvnighed, lettere hukommelses- og koncentrationsbesvær, påvirkning af seksualitet, sociale problemer, herunder involverer ægtefællen, erhvervsproblemer samt trafikale problemer.

CPAP behandling medfører ofte bedring men ikke altid normalisering af disse forhold.

Der er behov for øget fokus på disse problemer.

Af læge, PhD, Pia Würtzen Norup
 
Snorken
Når man sover afslappes muskulaturen i svælget. Derved bliver pladsen i svælget mindre. Selvom svælgets diameter således mindskes, skal man fortsat have den samme mængde luft ned i luftrøret. Dette gøres ved at øge lufthastigheden, dvs. trække vejret hurtigere ned igennem svælget.

Når lufthastigheden øges falder trykket i svælget. Dette medfører at svælgets bløde strukturer kan give sig til at vibrere, fx. drøbelen og den omkringliggende bløde gane. Disse vibrationer giver snorkelyden.

Snorken er således et symptom på, at pladsen i svælget under søvn er nedsat. Desto kraftigere snorkelyden er, desto mindre er pladsen i svælget.

Obstruktiv søvnapnø
Søvnapnø, som betyder vejrtrækningspause under søvn, opstår hos personer, der i forvejen snorker. Snorken skyldes, at pladsen i svælget er nedsat (se ovenstående). Hvis pladsen bliver mindre endnu, kan der ske en tillukning (obstruktion) i svælget. Det kan sammenlignes med at trække vejret i et sugerør, der har bløde vægge. Hvis man suger langsomt i sugerøret, kan der uden problemer komme luft igennem. Hvis man derimod suger hurtigt, klapper væggene sammen på grund af undertryk, og luften kan ikke passere. Det samme fænomen sker i svælget. Obstruktionen sker således, når man forsøger at trække vejret ind med stor hastighed.

Hjernens vejrtrækningscenter fejler sædvanligvis intet, når man har søvnapnø. Det betyder, at der fortsat gives besked til musklerne i brystkassen om at trække vejret, selvom der er lukket i halsen. Disse bevægelser af brystkassen kan ofte let ses hos personen under apnøen.

Manglende luft igennem svælget medfører, at iltkoncentrationen i blodet kortvarigt falder. Efter en tid afbrydes apnøen, personen trækker igen vejret, og iltkoncentrationen bliver normal. Disse åndedrag er dybe og ledsages af en meget kraftig snorken. Efter få åndedrag kan der komme en ny apnø, og således kan mønstret gentage sig i kortere eller længere perioder af natten.

Samtidig med vejrtrækningen efter en apnø, sker en sekunder varende opvågning i hjernen. Det medfører et skift i søvndybde til et mere overfladisk stadium. Da mange patienter med søvnapnø i forvejen kun sover overfladisk søvn, kan man på søvnkurven under opvågningerne observere hjernebølgeaktivitet, som svarer til aktiviteten, når man er vågen (med lukkede øjne). Hvis personen har søvnapnø hele natten, forekommer der således flere hundrede forstyrrelser (opvågninger) i løbet af natten, selvom personen om morgenen ikke har erindring herom.

Den afbrudte søvn medfører, at personen med søvnapnø næsten ikke sover dyb søvn og ofte kun har en meget forstyrret REM(drømme)-søvn.

Søvnkvaliteten er derfor stærkt forringet, og dette er årsagen til, at personer med obstruktiv søvnapnø ofte er abnormt trætte om dagen. Trætheden kan undertiden medføre uønskede søvnanfald om dagen, som kan optræde på alle tider: På arbejde, midt i møder, under bilkørsel, i hjemmet, under socialt samvær m.v.

Træthed medfører koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær med deraf følgende nedsat arbejdsevne. Træthed kan også medføre øget irritabilitet og tendens til depression. Endelig kan træthed medføre fejl og forsømmelser samt ulykker.

Er søvnapnø risikabelt?
Det diskuteres ofte, hvor risikabelt det er at have ubehandlet obstruktiv søvnapnø. I denne diskussion skal der tages højde for, at den typiske søvnapnøpatient er en midaldrende mand, som måske er overvægtig. Disse forhold alene giver en øget risiko for hjerte/karsygdomme m.v. Det kan derfor være svært eller umuligt at afgøre, hvor stor en risiko søvnapnøen alene udgør.

Træthed. Hvis man er meget træt, er der større tendens til, at man overser ting, laver fejl og forsømmelser og evt. ulykker.

Forhøjet blodtryk. Internationalt diskuteres, hvorvidt ubehandlet obstruktiv søvnapnø kan medføre forhøjet blodtryk. I slutningen af 1980’erne var man helt sikker på, at der var en sammenhæng. Aktuelt må problemet siges at være uafklaret, og der laves i disse år en del nye undersøgelser. I nogle (formentlig få) tilfælde kan en effektiv behandling af søvnapnøen medføre, at det forhøjede blodtryk falder.

Blodpropper. Eventuel sammenhæng mellem søvnapnø og øget risiko for blodpropper i hjertet eller i hjernen er ligeledes uafklaret. De få undersøgelser, der findes internationalt er videnskabelig set meget utilstrækkelige. Det er velkendt, at overvægtige personer (uden søvnapnø) har en øget risiko for at få blodpropper. Det er uafklaret, hvilken betydning en ubehandlet søvnapnø har, og hvad det betyder, når man effektivt behandler søvnapnøen.

Demens. Under hver apnø falder iltkoncentrationen i blodet. Om iltkoncentrationen i hjernen under søvnapnø falder lige så meget som iltkoncentrationen i blodet, er uvist. Hjernens celler tager skade, hvis de mangler ilt i længere tid. Man har ved (neuropsykologiske) tests forsøgt at finde ud af, om hjernens celler har taget skade af den iltmangel, som forekommer hver nat under søvnapnø. Det er vist, at patienter med ubehandlet søvnapnø har en nedsat koncentration og hukommelse. Med samme tests er fundet, at koncentrationsevnen og hukommelsen bedres væsentligt, når søvnapnøen behandles. Ingen af de undersøgelser, som indtil nu foreligger, har kunnet vise, at man får hjerneskade (fx demens) af at have ubehandlet søvnapnø.

Undersøgelse
Kun i tilfælde af meget svær søvnapnø kan man udfra et grundigt interview afgøre, at personen har søvnapnø.

I alle andre tilfælde bør personen tilbydes en eller anden form for søvnregistrering.

Iltmætning. Den simpleste undersøgelse er måling af iltmætningen under søvn. Praktisk foregår det ved at sove med en klemme på fingeren.

I de tilfælde hvor iltmætningen falder væsentligt under hver apnø, kan måling af denne være en udmærket og sikker undersøgelse, mens denne undersøgelse kan vise direkte forkerte resultater og dermed være ubrugelig hos personer, hvor iltmætningen kun falder meget lidt.

Andre målinger af vejrtrækningen under søvn. Der findes meget forskelligt apparatur til måling af vejrtrækningen under søvn. Apparaterne måler forskellige parametre, og nogle er bedre end andre. Det vigtigste er at den, der skal bedømme kurverne, præcis kender udstyret og dets begrænsninger.

Søvnregistrering. En måling af selve søvnen (dvs. hjernebølgeaktiviteten = eeg) samtidig med måling af vejrtrækningen foregår kun meget få steder i Danmark. Det skyldes blandt andet, at det er meget tidsrøvende at bedømme registreringerne. Søvnen er dog facitlisten, idet apnøers betydning først rigtigt kan vurderes, når det ses, i hvilken grad de forstyrrer søvnen.

Hvis der måles på søvn om dagen, bør længden af søvnen være mindst 2 timer.

Øre-næse-hals undersøgelse. Alle med erkendt søvnapnø bør have vurderet pladsforholdene i svælget af en øre-næse-halslæge. Blandt andet bør mandlernes størrelse mv. vurderes. Hos enkelte voksne er mandlerne så store, at en fjernelse af disse kan være nok til, at snorkelyden mindskes og en lettere søvnapnø måske bliver til en regelmæssig snorken i stedet.

Ved at se ind i svælget hos en vågen person er det ikke muligt at afgøre, hvorvidt en snorkeoperation vil hjælpe eller ej.

Behandling
Formålet med en behandling må være at vejrtrækningspauserne forsvinder. Dette gøres ved på den ene eller anden måde at sørge for, at luftvejene ikke klapper sammen under vejrtrækning.

Vægttab. Overvægtige med søvnapnø bør tabe sig, idet dette kan medføre mindskning af antallet apnøer og i nogle tilfælde kan søvnapnøen fuldstændig forsvinde.

En slankekur bør bestå i en generel kostomlægning og ikke i faste eller en korterevarende kur. Sukkersygekost kan anbefales, da det er fedtfattig mad med mange grøntsager. Der er også mange mellemmåltider, så man ikke skal føle sig sulten. Hele familien kan leve sundt af sukkersygekost. Mange praktiserende læger kan give gode råd og fungere som “vægtvogtere”. På biblioteket kan findes bøger med kostforslag og måske opskrifter til sukkersygekost.

Devices. Mange forskellige devices sælges til behandling af snorken og søvnapnø, både via postordresalg, men også i butikker og på apoteker. I reklamerne skelnes ofte ikke i mellem snorken og søvnapnø.

Følgende kan nævnes: Asonor næsedråber, Nozovent næsebøjle, plastre til at sætte på næsen (flere fabrikater), snorkealarm på armen, snorkepuder m.v. Fælles for alle disse er, at effekten er helt udokumenteret, og at ingen af dem er afprøvet i større (klinisk kontrollerede) forsøg.

Snorkebøjler. Det er bøjler, som tages i munden under søvn. De virker ved at trække underkæben (og dermed tungen) længere frem, hvorved pladsen bagtil i svælget øges og tillukning forhindres. Bøjlerne findes i forskellige typer. Nogle er specialfremstillede efter aftryk, andre er one-size. Bøjlebehandling virker i ca. ½ af tilfældene. Hyppigst giver de anledning til reduktion i antallet af apnøer, hvilket kan give stor effekt hos personen med søvnapnø. Kun i sjældnere tilfælde giver de anledning til total ophævelse af søvnapnøtendensen.
Bøjler bør generelt være individuelt fremstillet (efter aftryk). Personen bør tilbydes én eller anden form for kontrolsøvnregistrering (med bøjlen i munden), idet der kan være stor forskel på den subjektive og objektive effekt af en bøjle. Bøjler koster ca. 5000 kr. og det er sjældent tilskudsberettiget.

Snorkeoperation. Ved en traditionel snorkeoperation fjerner man de bløde strukturer, som kan vibrere, dvs. drøbelen og lidt af den bløde gane udenom. Drøblen bruges til at lukke af op til næsen, blandt andet når man skal synke. Efter en operation vil der derfor være en tendens til at mad og drikke løber op i næsen. I løbet af nogle uger lærer man sig at synke på en lidt anden måde, hvorved denne tendens sædvanligvis forsvinder.

Selve det operative indgreb regnes for en mindre operation, der endda i visse tilfælde kan gøres i lokalbedøvelse. Generelt medfører operationen en mindskning af snorketendensen hos halvdelen eller mindre. Det betyder, at nogle bliver helt kureret for snorken, mens det overhovedet ikke virker på andre. Nogle har måske en effekt i starten, hvorefter snorkelyden kommer igen. Ved udtalt søvnapnø kan en operation medføre, at snorkelyden forsvinder, mens apnøtendensen er uændret. Internationalt frarådes snorkeoperation som behandling af udtalt søvnapnø på grund af manglende effekt og risiko for komplikationer.

Der findes i dag ikke undersøgelser, der med sikkerhed kan forudsige effekten af en snorkeoperation. Det kan heller ikke afgøres blot ved at se ind i munden. I sjældne tilfælde kan operationen give anledning til åbent snøvl.

Personer, der bruger deres stemme meget i dagligdagen, er sangere eller spiller blæseinstrument må frarådes en operation.

Continuous Positive Airway Pressure. CPAP er en forkortelse af Continuous Positive Airway Pressure, som betyder konstant positivt luftvejstryk.

Udstyret består af en næsemaske, en luftslange og en luftkompressor (luftblæser). Via næsemasken blæses et lille overtryk ned i svælget, som holder luftvejene udspilede. Vejrtrækningscentret i hjernen fungerer normalt, og når luftvejene er åbne, er der straks en regelmæssig vejrtrækning. Iltmætningen bliver derved normal og søvnmønstret uforstyrret. CPAP-behandling er den eneste behandling til søvnapnø, som med 100% sikkerhed kan fjerne alle apnøer.

Efter få nætters brug vil de fleste opleve, at deres abnorme træthed og evt. søvnanfald om dagen forsvinder. Hvis man har haft en udtalt søvnapnø, kan det føles som at få et nyt liv.

CPAP behandling er en livslang behandling, idet det nok ophæver apnøerne, men tendensen til søvnapnø vil fortsat være tilstede, så snart man sover uden udstyret.

I følge Sundhedsstyrelsen er CPAP udstyr et behandlingsappartur, som udleveres (dvs. lånes) fra sygehus.

Vi bringer her en forkortet udgave af udvidet frit sygehusvalg. Du kan læse mere om ventetider og sygehusstatistik på www.sundhedskvalitet.dk og www.venteinfo.dk

Tal med din læge om valg af sygehus
Indlæggelse eller behandling på sygehus kræver altid henvisning fra en læge. Lad lægen rådgive dig. Det giver den største sikkerhed for en løsning, der er tilfredsstillende for dig og din familie.

Den udvidede fritvalgsordning
I henhold til sundhedsloven har patienter, der har ventet mere end 1 måned på behandling ved et offentligt sygehusvæsen, ret til at vælge at blive behandlet på et privat sygehus eller klinik i Danmark eller et sygehus i udlandet. Den offentlige sygehusafdeling, hvortil patienten er henvist, skal viderehenvise patienten til de relevante behandlingssteder.

Personer, der er henvist af en læge til sygehusbehandling, kan vælge at blive undersøgt og behandlet på et af de sygehuse, klinikker m.v. her i landet eller i udlandet, som regionsrådene har indgået aftale med, hvis bopælsregionen ikke inden for 1 måned efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde både forundersøgelse, herunder diagnostisk undersøgelse, og behandling ved regionens egne sygehuse (regionssygehuse) eller et af de sygehuse, som regionen samarbejder med eller sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse).

Bopælsregionens ansvar
Ansvaret for at give henviste patienter information efter disse regler påhviler i praksis det regionale sygehus, som modtager en henvisning af en patient.

Regionen skal offentliggøre en oversigt over sine samarbejdssygehuse, dvs. offentlige sygehuse, som regionen samarbejder med eller benytter.

8 dages reglen
Et regionsråd skal senest 8 hverdage efter, at et af regionens sygehuse har modtaget en henvisning meddele patienten en række nærmere bestemte oplysninger.
8-dages reglen indebærer, at patienten skal modtage et oplysningsbrev fra sygehuset senest den 8. hverdag efter den dag sygehuset har modtaget en sådan henvisning.

Når sygehuset allerede ved modtagelsen af en henvisning af en patient er klar over, at patienten ikke vil kunne tilbydes påbegyndelse af behandling inden for 1 måned hverken på sygehuset eller på regionens andre sygehuse eller samarbejdssygehuse, skal det fremgå af oplysningsbrevet.

Hvem er omfattet
Det udvidede frie sygehusvalg omfatter patienter, der er henvist til behandling, herunder undersøgelse på en sygehusafdeling. Henvisningen kan fx komme fra en praktiserende læge eller speciallæge, en anden sygehusafdeling, herunder en skadestue, andre regionssygehuse og private sygehuse.

Hel eller delvis benyttelse af det udvidede frie sygehusvalg
Hvis en patient ikke kan tilbydes behandling inden 1 måned, har patienten mulighed for at benytte det udvidede frie sygehusvalg helt eller delvist.
Helt hvis patienten ønsker behandlingen, herunder undersøgelsesforløbet på et aftalesygehus – delvist, hvis patienten kun ønsker en eller flere planlagte diagnostiske delundersøgelser, som fx scanninger på et aftalesygehus, men behandling på bopælsregionens sygehus. Det sidste kan fx være relevant for patienten, hvis der er lang ventetid til en bestemt delundersøgelse, f.eks. en scanning, på bopælsregionens sygehus.

Når patienten har benyttet det frie sygehusvalg
Patienter, som har benyttet det frie sygehusvalg til at blive henvist til et regionssygehus i en anden region end patientens bopælsregion, har til enhver tid mulighed for at vælge om. Patienten kan fx ønske dette, hvis fritvalgssygehusets ventetider viser sig at være længere end forventet af patienten. Patienten har ret til at få en viderehenvisning til et hvilket som helst andet regionalt sygehus i bopælsregionen eller en anden region, der kan varetage behandlingen.
Viser det sig, at bopælsregionens sygehuse har mere end 1 måneds ventetid, har patienten ret til at benytte sit udvidede frie sygehusvalg.

Relevante journaloplysninger til aftalesygehuset
Når en sygehusafdeling henviser en patient til et aftalesygehus efter den udvidede fritvalgsordning, er afdelingen forpligtet til at sørge for, at relevante journaloplysninger om patienten sendes til aftalesygehuset.

Befordring
Det bør fremgå af oplysningsbrevet, hvornår patienten har ret til befordring.
Vælger du et sygehus, der ligger langt væk, kan du komme til selv at betale en del af omkostningerne til transport. Det skyldes, at regionen højst er forpligtet til at betale for transporten til det sygehus, regionen ville have brugt.

Forskningssygeplejerske Marian C. Petersen har skrevet foreløb to artikler om seksuel funktion hos patienter med obstruktiv søvnapnø. Den første handler om mandlige patienter og den anden handler om kvindelige patienter.

Download nr 1. her >

Download nr.2 her >

Overlæge Ole Nørregaard, Respirationscenter Vest,
Århus Sygehus, Nørrebrogade, Århus.

Revideret i februar 2015.

Målgruppe: Søvnapnø patienter – læger – behandlere m.fl.

Læs artiklen her >

Obstruktiv søvnapnø-syndrom
Søvnrelaterede respirationssygdomme (SDB) omfatter flere forskellige respirationssygdomme, hvoraf obstruktiv søvnapnø (OSA) er den hyppigste. OSA har sociale og sundhedsøkonomiske konsekvenser og indebærer øget morbiditet og mortalitet. I nærværende artikel sættes der fokus på den kliniske praksis, der knytter sig til diagnostik og behandling.

Læs artiklen her >
 
 

Skrevet af: Michael Aae Kristensen / Jesper Jørgsholm
27. maj 2011 08.05 P3Nyheder

Det er ikke kun piloter der kan være trætte og falde i søvn på jobbet.

På trods af skrappe køre- og hviletidsregler så tyder nye undersøgelser på, at antallet af lastvognschauffører, der er udsat for træthedssymptomer, kan være større end antaget.

Den amerikanske havarikommission NTSB vurderer således, at op mod en tredjedel af de amerikanske erhvervschauffører lider af den alvorlige søvnlidelse søvnapnø.
Apnøramte chauffører havner pludselig på marken
Derfor vil det da også være en god ide at undersøge chaufførerne herhjemme, mener speciallæge Lars Mortensen fra Apnøklinikken i Allerød.

– Vi har mange patienter i behandling, som er chauffører. De lider af søvnapnø og føler sig på grund af den afbrudte søvn meget trætte. Og det kan forklare, hvorfor de har været involverede i ulykker, siger Lars Mortensen.

Personer, som lider af søvnapnø, sover ikke ordentligt igennem, fordi de natten igennem vækker sig selv på grund af vejrtrækningspauser. Derfor føler de sig aldrig ordentligt udhvilede.

– Oftest er det folk, som beskriver, at de lige pludselig er holdt på en mark eller i en grøft og ikke har anet, hvordan de er kommet der, eller de er kørt et sted hen, hvor de ikke kan huske, hvordan de er kommet derhen, forklarer Lars Mortensen.

Fagforening bakker op om undersøgelse
Søvnapnø skyldes blandt andet overvægt – og overvægt er et problem blandt lastvognschauffører. Derfor vil transportgruppen i 3F meget gerne have undersøgt, om deres chaufførmedlemmer er mere udsat for søvnapnø end andre.

– Vi ved, at mange chauffører lider af overvægt som en følge af stillesiddende arbejde. Og hvis der er en sammenhæng mellem overvægt og dårlig søvn, så ville det være fuldstændigt tosset ikke at undersøge, hvor stort problemet er i Danmark, siger forhandlingssekretær Jørgen Aarestrup Jensen fra transportgruppen i 3F.

http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2011/05/27/072752.htm

Professor i klinisk neurofysiologi ved Københavns Universitet Poul Jennum har januar 2011 publiceret nogle helt nye forskningsresultater.

Undersøgelsen omhandler bla. sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser af sygdommen. Patienter med søvnapnø gør langt højre brug af sundhedssystemet, har højere forbrug af medicin, er i højere grad arbejdsløse og står for en betydeligt højere rate af overførselsindkomster.

Konklusionen er at søvnapnø har store samfundsøkonomiske konsekvenser for den enkelte patient og for samfundet.

Download den her >

“Søvnapnø – et livslangt mareridt”
af Line Nordbo Witzel, journalist Netdoktor

Læs artiklen her >

Af dr.med. Poul Jennum, Søvnlaboratoriet, Klinisk neurofysiologisk afdeling, KAS Glostrup

Artiklen er skrevet til det faglige magasin Hospital Health Care 1/2001 og er gengivet på www.snorker.dk med tilladelse fra dr.med. Poul Jennum.

Resumé
Obstruktiv søvnapnø syndrom (OSAS) er en tilstand med søvnrelaterede vejrtrækningspauser under søvn. Tilstanden karakteriseres ved uregelmæssig vejrtrækning, snorken, fragmenteret søvn og dagssøvnighed. Andre hyppige symptomer omfatter nocturi, morgenhovedpine, lette kognitive klager og sjældnere personlighedsforstyrrelser. Tilstanden er forbundet med hypertension, kardio- og cerebrovaskulær morbiditet. Herudover har patienterne øget risiko for trafikulykker og sociale problemer.

Behandlingen omfatter livsstilsændringer, nasal CPAP og i visse tilfælde otologisk kirurgisk intervention.

Der er en betydelig underrapportering, underdiagnosticering og underbehandling af OSAS. Det må anbefales, at mulighederne for diagnostik og behandling forbedres.

Indledning
I de sidste 10-20 år har der været stigende fokus på søvnrelaterede sygdomme, herunder obstruktiv søvnapnø. For mere end 10-20 år siden opfattede mange det lidt morsomt, tidvis latterligt, at beskæftige sig med symptomer som snorken, natlige respirationspauser og personer der sad og faldt i søvn om dagen i monotone situationer. Symptomer der er typiske for personer med obstruktiv søvnapnø, en tilstand der karakteriseres ved natlige vejrtrækningsforstyrrelser der inducerer søvnrelaterede forstyrrelser og dagsymptomer i form af excessiv dagtræthed. Imidlertid har de sidste års forskning dokumenteret, der er tale om en sygdom, der har væsentlige sociale og erhvervsmæssige konsekvenser og som er forbundet med kardio- og cerebrovaskulære mordiditet og mortalitet. I nærværende artikel ønsker man at give et kortfattet overblik over tilstanden, symptomer, konsekvenser og behandlingsmulighed.
 
Hvad er obstruktiv søvnapnø?
Obstruktiv søvnapnø (OSA) tilhører en gruppe tilstande der kan sammenfattes under betegnelsen søvnrelaterede respirationsforstyrrelser (engelsk: Sleep disordered breathing – SDB). SDB kan defineres som tilstande karakteriseret ved søvnrelaterede respirationsforstyrrelser der medfører ændringer i O2 og CO2 eller i andre afledte fysiologiske målinger som vækninger, intraesofegale trykændringer mv. SDB omfatter også lungesygdomme, neuromuskulære sygdomme, læsioner i hjernestammen med påvirket respiration mm.

Apnø defineres som ophør af ventilationen, typisk af varighed af mere end 10 sekunder hos voksne. Hos små børn sættes varigheden – lidt arbitrært – lidt længere, omkring 15 sekunder. Der beskrives almindeligvis tre apnøformer: Den obstruktive apnø (der betinges af sammenfald i den øvre luftvej under inspirationen, og som medfører fortsatte thoraco-abdominale bevægelser), den centrale apnø (der betinges af nedsat central-nervøs aktivering af respirationsapparatet og dermed nedsatte respirationsbevægelser) og den blandede apnø der har såvel centrale som obstruktive komponenter.

Imidlertid har patienter ikke kun apnøer. Hyppigt ses intermitterende og varierende fald ventilation, såkaldt hypopnø. Der er ikke nogen klar grænse for tilstedeværelser af hypopnø, men almindeligvis anvendes varighed på mere en 10 sekunder og fald i ventilationen på mere en 50% med eller uden fald i iltmætningen (SaO2), typisk omkring 3-4%.

For at beskrive tilstandens sværhedsgrad anvendes såkaldt apnø-hypopnø indeks (AHI), der angiver antal af respirationsepisoder per timers søvn. Et andet hyppigt anvendt mål er oxygen-desaturationsindeks (ODI), antallet af fald i iltmætningen på mere end 4%.

Da tilstanden ofte karakteriseres af dagtræthed har man defineret en række kliniske tilstande:

Obstruktiv søvnapnø syndrom (OSAS, engelsk: Obstructive sleep apnea syndrome) er en tilstand med søvnapnø, typisk med AHI>5 og dagsymptomer i form af dagtræthed og uimodståelige søvnanfald (excessive daytime sleepiness – EDS).

Øvre luftvejsresistens syndrom (engelsk: Upper airway resistance syndrome – UARS) er en tilstand med intermitterende respirationsforstyrrelser med partielle inspiratoriske luftvejskollaps evt. medførende periodisk reduceret ventilation, herunder hypopnøer. SaO2 er ofte normal. Derimod har patienterne ofte fragmenteret søvnmønster hvorfor dagtræthed kan være udtalt.

Central søvnapnø syndrom (CSAS, engelsk: Central sleep apnea syndrome) er en sjælden tilstand med central søvnapnø. Dagtrætheden er sjældent udtalt og undertiden rapporteres insomni.

Forekomst
Epidermiologiske undersøgelser har vist, at snorken og OSAS er meget almindelig forekommende. Flere mænd end kvinder snorker og prævalenser stiger indtil 50-60 års alderen, herefter falder prævalensen. Undersøges forekomsten af OSA i en uselekteret befolkning findes, at op mod 10-15% af mænd og 5-8% af kvinder i alderen 40-60 år har søvnapnø. Imidlertid klager ikke alle over dagsymptomer i form af hypersomni. Dette betyder, at andelen af mennesker med OSAS, er mindre, typisk i størrelsesordenen 2% af mænd og 1% hos kvinder. Forekomsten af OSAS stiger med alderen. Yderligere forekommer obstruktiv søvnapnø også hos børn hyppigst i alderen 4-10 år og skyldes ofte adenoide vegetationer.
 
Symptomer
De hyppigste symptomer ved OSAS er uregelmæssig snorken med vejrtræknings pauser. Dagtræthed er almindelig forekommende, ofte som uimodståelige søvnanfald, der kan forekomme i socialt uacceptable situationer f.eks. på arbejde, under bilkørsel mv. Sjældnere klager patienterne over andre symptomer i form af morgenhovedpine, opvågnen med fornemmelse af lufthunger og nocturi er hyppigt forekommende. Sjældnere klages over intellektuelle problemer med koncentrations- og hukommelsesbesvær, irritabilitet, øvre gastrointestinal dyspepsi oftest om natten. Symptomerne forværres ofte af alkohol, hypnotika og i forbindelse med vægtøgning.

Hos børn med OSA er det kliniske billede lidt forskelligt, idet hypersomni er mindre fremtrædende, mens irritabilitet, koncentrationsbesvær og nedsat vækst er mere fremtrædende. Børnene snorker hyppigt og har ofte adenoide vegetationer.

Årsager
Der er flere faktorer der disponerer til OSAS. Mænd har OSAS hyppigere end kvinder, hvilket formentlig skyldes kombination af strukturelle og hormonelle forhold. Familiær disposition øger risikoen med faktor 2-5. Overvægt og øget halsomfang er væsentlig risikofaktor, men mange patienter er normalvægtige. Alkohol og tobaksforbrug samt nedsat motion har en beskeden relation til snorken og OSAS. OSAS er forbundet med strukturelle abnormiteter i den øvre luftvej; septumdeviation, adenoide vegetationer, tonsilhypertrofi, nasal obstruktion, makroglossi, kaphoscolio-se, mikro- eller retrognati, samt visse arvelige sygdomme. Stofskiftesygdomme som myxødem og akromegali er forbundet med OSAS.
 
Kliniske fund
Billedet af den overvægtige patient, der sover med snorkende vejrtrækning i venteværelset er nok ærketypen for OSAS, men i praksis er det kliniske billede af patienterne mere forskelligartet. Patienterne er ofte, men ikke altid overvægtige. Abnorme strukturelle forhold i den øvre luftvej disponerer til OSA. Patienterne har ofte hypertension. OSAS forekommer hyppigt hos patienter neurologiske sygdomme som apopleksi og neurodegenerative sygdomme og hos patienter med kardialle sygdomme som hypertension og myokardieinfarkt mv.

Udredning af patienter med OSAS bør derfor omfatte almindelige klinisk undersøgelse, højde, vægt, ekg, rutine-blodprøver inkl. TSH ved mistanke om myxødem. Hos patienter mistænkt for strukturelle abnormiteter i den øvre luftvej bør foretages otologisk udredning.

Differentaildiagnoser
De væsentligste differentialdiagnoser er andre hypersomnier; narkolepsi, restless legs syndrome, periodic leg moments, hypersomni betinget af neurologisk, medicinsk eller psykiatrisk årsag. OSAS-patienter har undertiden natlig motorisk uro, der kunne rejse mistanke om natlige epileptiske anfald. Patienter med epilepsi har høj forekomst af OSAS og natlig hypoxi kan udløse anfald.
 
Patofysiologi
Det patofyiologisk grundlag for sygdommen er søvninduceret neuromuskulær hypotoni kombineret med anatomiske faktorer med nedsatte pladsforhold i pharynx, medførende inspiratorisk kollaps. Ved partielt kollaps opstår vibrationer af bløddele i den øvre luftvej medførende snorken, ved tiltagende kollaps opstår nedsat ventilation (hypopnø), mens komplet kollaps medfører apnø. Faldende ventilation medfører hypoventilation, hypoxi, og hypercapni, der via kemoreceptorer udløser kortvarig cerebral aktivering og vækning (aroisals), med øgning af neuromuskulær tonus og reetablering af ventilationen. Personen trækker vejret et par gange, søvnen genetableres med neuromuskulær hypotoni og ny apnø. Dette cykliske mønster gentages med op mod hundredvis af apnøer om natten. Disponerende faktorer for luftvejskollapset er vægt, anatomiske faktorer, neuromuskulær sygdom, læsioner i respirationsapparatet (f.eks. apopleksi).

De gentagne apnøer, og derved relaterede arousals medfører fragmenteret søvn med nedsat NREM stadie 3 og 4 samt REM-søvn. Afhængig af antallet af apnøer, varighed af apnøer, tilstedeværelse af neuromuskulær sygdomme, lungesygdomme mv. medfører tilstanden svær hypoxi, hyperkapni, apnø-relaterede kardio- og cerebrovaskulære og ændringer, gentagne arousals, neuroendokrine ændringer mv. der i vidtgående forklarer patientens symptomer og den øgede mordibitet.

Konsekvens af søvnapnø
Konsekvenser af obstruktiv søvnapnø omfatter ændringer i søvnmønster, akutte hærmodynamiske og hormonelle konsekvenser, mordiditet og mortalitet samt kognitive og sociale forhold.

Patienter med OSAS og UARS udviser ændringer i det normale søvnmønster med kort indsovningstid på grund af fragmentørering af søvnen, nedsættelse af dyb og REM søvn med induktion af dagtræthed og tilbøjelig til uimodståelige søvnanfald. Disse er socialt invaliderende. Familie- og erhvervsliv afficeres og patienter med OSAS og UARS har øget trafikrisiko med øget risiko for ulykker. Der er aktuelt international bevågenhed vedrørende denne problemstilling. Betydning for erhvervskørekort (herunder piloter, lokoførere, bus- og Taxachauffører m.fl.) er ikke afklaret, men der bør rejses opmærksomhed om denne oversete problemstilling.

OSAS patienter har hyppig hovedpine, især morgenhovedpine, samt lettere kognitive klager i form af koncentrations- og hukommelsesbesvær. Der er ikke evidens for at OSAS medfører demens.

Patienter med OSAS har yderligere ændringer i en række hormonelle forhold, omfattende væksthormon, autonome nervesystem, atrial natriuretisk hormon, renin-angiotensin mv.

Under apnøer forekommer betydelige ændringer i hjertefrekvens, i den systemiske, intrakranielle og den pulmonale hæmodynamik. Herudover forekommer kardialle forandringer apnøerne med brady-takykardi, premature ventrikulære ekstrasystoler, atrioventrikulært blok, svær bradykardi, kortvarig asystoli og takyarrytmier. Patienter med OSAS har hyppigt hypertension. Flere undersøgelser antyder, at denne relation er uafhængig af andre potentielle konfoundere.

OSAS observeres som tidligere anført hyppigere hos patienter med akut myokardieinfarkt og ved apopleksi, men det er uafklaret om der er tale om en kausal sammenhæng. OSAS patienter har højere morbiditet og martalitet med en relativ risiko på 2-3.

Hvordan håndteres patienter mistænkt for UARS/OSAS?
Patienterne henvises til afdelinger med interesse for denne problemstilling. Dette kan f.eks. omfatte lunge-medicinske, otologiske eller klinisk neurofysiologiske afdelinger. Der er et stigende antal afdelinger med interesse herfor.

Som minimum skal der foretages undersøgelse af respirationsmønster, ekg, iltmætning om natten, den såkaldte cadio-respiratorisk-monitorering (CRM). Referenceundersøgelsen er den såkaldte polysomnografi (PSG), hvor søvnmønsterert også registreres eventuelt sammen med yderligere målinger som tibialis emg, intrasofegalt tryk og CO2. Natlig oximetri anvendes tidvis, men flere undersøgelser har påpeget, at flere patienter overses, først og fremmest patienter med UARS, der kan have lige så udtalte symptomer som OSAS. Set i lyset af de senere års teknologiske udvikling af bærbart udstyr og faldende priser, må man generelt anbefale, at det som minimum anvendes CRM, eventuelt PSG. PSG har væsentlig betydning ved udredning af andre årsager til dagenethed. Undersøgelserne kan ofte udføres ambulant.

Behandling af snorken
En forudsætning for eventuel behandling af snorken uden dagsymptomer forudsætter en vurdering af om personerne snorker. Anamnese er et usikkert mål til alene at vurdere om personen snorker.

Ændringer i livsstil (vægtreduktion, alkohol- og tobaksforbrug, ophør af benzodiazepiner og sovemidler), behandling af endokrine sygdomme (myxødem, acromegali) kan i et vist omfang modificere snorken.

Hos patienter med strukturelle abnormiteter i luftvejen kan der foretages kirurgisk indgreb. Dette forudsætter otologisk vurdering. Hos udvalgte patienter kan der udføres uvula-palatopharyngoplastik (UPPP).

Behandling af søvnapnø og UARS
OSAS/UARS kan behandles med ændring af livsstilsparametre, med nasal continuous positive airway pressure (OPAPCPAP) eller anden non-invasiv ventilation, kirurgisk behandling eller tandskinner.

Da et stort antal patienter er overvægtige er livsstilsændringer vigtig som led i behandlingen af OSAS/UARS. Imidlertid er patienterne ofte selv bevist om dette, og har ofte gennemgået adskillige slankekure på henvisningstidspunktet, og magter ikke primært affedning. Derfor bør patienterne tilbydes NCPAP. Dette giver patienterne mere overskud, og mange patienter kan efterfølgende tabe sig.

NCPAP blev introduceret i 1981 og har siden vist sig at være effektiv hos cirka 3/4 af patienterne med UARS/OSAS. Patienterne sover med maske og et cirka 5-18 cm H2O luftvejsovertryk, der sikrer frie luftveje under søvn. Behandlingen medfører ophævelse af apnøerne, forbedring/normalisering af søvnmønsteret og væsentlig reduktion af dagsymptomerne. Hos patienter med hypertention falder blodtrykket undertiden spontant. Det er sandsynliggjort, at NCPAP behandling reducerer morbiditet og mortalitet.

Behandlingen er livs- eller årelang. Nogle patienter har gener i form af masketilpasningsproblemer, næseflod, irritation af hud og slimhinder, tåreflod mv., hvoraf flere af disse problemer kan korrigeres ved tilpasning. Cirka 1/4 af patienterne kan ikke acceptere behandlingen. Patienterne efterkontrolleres typisk hver ½-1 år.

Kirurgisk behandling overvejes hvorman mistænker at der er klar kirurgisk mulighed for at forbedre patienternes tilstand. UPPP har været foreslået især til snorken, men er kun sjældent tilskrækkelig effektiv hos patienter med OSAS. Herudover afhænger kirurgisk behandling af den primære årsag afhængig af otologiske vurdering.

Andre behandlinger omfatter blandt andet tandskinner, men mange patienter finder dem ubehagelige. Nogle få patienter har gavn af specialtilpasset skinne. Medicinsk behandling og O2-tilskud har ingen plads i behandling af UARS/OSAS.