Ifølge Nyhedsbrev fra Sundhedspolitisk Tidsskrift den 5.11.2020 bestormer overvægtige danskere nyt tilbud – og lægerne gør overraskende fund om søvnapnø hos mange.

Over 100 mennesker med BMI over 30 er nu henvist til Det Syddanske Overvægtsinitiativ (SDOI) på Sydvestjysk Sygehus, der åbnede for henvisninger fra de praktiserende læger i eftersommeren.

“I øjeblikket får vi to-fire henvisninger om dagen, og næste ledige tid er 20. januar,” siger professor på Medicinsk afdeling, Endokrinologisk klinik Claus Bogh Juhl, som ud over at være bariatrisk forskningsleder også er ankerperson på Det Syddanske Overvægts Initiativ.

“Den meget store interesse kan være udtryk for et udækket behov, men jo også for, at der har været en pukkel hos regionens praktiserende læger. Men eksploderer ventelisten, må vi jo se på det,” siger Claus Bogh Juhl.

Initiativet er dimensioneret til at modtage 500 patienter om året.

Sund, ikke tynd

Der er afsat fire millioner kroner til Det Syddanske Overvægtsinitiativ, som med en ny tilgang til behandling af mennesker med svær overvægt sigter mod mere langsigtede resultater i forhold til de mange fedmerelaterede sygdomme. Fokus er ikke vægttab, men mere sundhed, og patienter med BMI over 30, der enten har eller er i risiko for at udvikle overvægtsrelaterede sygdomme som diabetes, hjerte-karsygdomme, fedtelever etc. kan henvises fra den praktiserende læge.

 

Overraskende fund

De fund, som tests og prøver indtil videre har budt på, er ikke overraskende, nemlig at de fleste har et blodtryk i overkanten og let forhøjet kolesterol. Men der har også gemt sig mere uventede fund.

“Vi har set rigtig mange patienter med søvnapnø, og mange af dem har ikke selv været klar over det,” siger Claus Bogh Juhl, der selv i starten af projektet har været med til at tale med patienterne i det såkaldte svarambulatorium.

“En af de patienter, jeg har mødt, oplevede dårlig søvn, men tilskrev det selv skuldersmerter. På baggrund af spørgeskemaerne var der mistanke om søvnapnø og somnografi, som bekræftede, at hun havde moderat til alvorlig søvnapnø. Vi ved, der er et stort mørketal på dette område, men antallet er alligevel overraskende, og søvnapnø i forbindelse med svær overvægt er noget, der har behov for større opmærksomhed, fordi det både forringer livskvalitet og kan have store konsekvenser for helbredet.”