Forskere fra Rigshospitalet oplyser 2. september, at de i samarbejde med kolleger fra 12 andre lande i forsøg med tre former for binyrebarkhormon har vist, at det meget almindelige lægemiddel har en markant effekt på coronapatienter, der ligger med ilt på intensivafdelinger.

I Danmark står professor og overlæge Anders Perner fra Rigshospitalets intensivafdeling bag forsøgene, hvor 30 danske patienter har indgået siden april.

»Behandlingsmæssigt er det her det bedste, vi har set endnu. Som enkeltstående lægemiddel er binyrebarkhormon det, der suverænt har den bedste virkning på svær covid-19,« siger Perner, som tilføjer at perspektivet er, at behandlingerne vil kunne redde liv:

»Før døde cirka en tredjedel af covid-patienterne på de danske intensivafdelinger, men med binyrebarkhormonerne forventer vi nu, at det tal kun vil være en fjerdedel.«

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har koordineret det danske og de udenlandske forsøg.

Og på baggrund af de overbevisende resultater anbefaler WHO nu alle verdens lande straks at begynde at bruge binyrebarkhormon til de sygeste indlagte med covid-19.

Læs mere her…https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/