Krav om mundbind i den kollektive trafik og særlige anbefalinger til personer i øget risiko

15 AUG 2020

På baggrund af det stigende smittetryk anbefaler Sundhedsstyrelsen nu brug af mundbind i den kollektive trafik i hele landet på alle tidspunkter af døgnet. Når den nye bekendtgørelse træder i kraft, vil mundbind være et krav for at køre med kollektiv trafik, dog vil visse persongrupper være undtaget bl.a. børn. Samtidig anbefaler vi, at personer i øget risiko for alvorligt forløb af COVID-19 bruger mundbind i alle de situationer, hvor det ikke er muligt at holde den anbefalede afstand på to meter.

 Hvilke mundbind kan du bruge?

Ved CE-mærkede engangsmundbind har producenten dokumenteret bl.a. filtreringsgraden og åndbarheden. Der findes tre typer CE-mærkede mundbind (Type I, Type II og Type IIR), hvor forskellen er at type I har en filtreringsgrad på 95% og type II på 98%. Til brug i det offentlige rum, også for personer i øget risiko, er type I tilstrækkeligt, både ift. at beskytte andre mod smitte, og til at beskytte bæreren selv.  Mundbind af type II og IIR er til brug i sundhedsvæsenet, ligesom deciderede åndedrætsværn (FFP2 og FFP3 m.v.).

Stofmundbind kan være et godt alternativ for personer, som ikke har mistanke om COVID-19 og som ikke er i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.

Et godt stofmundbind bør bestå af tre lag tætvævet stof fx bomuld, være forsynet med elastikker og skal kunne sidde tæt til dit ansigt, så det dækker både næse og mund. Det skal kunne vaskes flere gange ved mindst 60 grader. Skift stof mundbind hvis det bliver beskidt eller fugtigt, og mindst én gang dagligt. Brugte mundbind vaskes ved 60 grader og kan bruges igen. Tag derfor flere stofmundbind med, når du går ud og gem brugte mundbind i en plasticpose, til de kan blive vasket. Opbevar nyvaskede og tørre mundbind separat i en lukket pose, når du skal medbringe dem fx i tasken. Stofmundbind er personlige og bør ikke deles med andre.

På Sundhedsstyrelsens hjemmesider kan man forskellige steder finde nyttige informationer om mundbind:

Generelt om brug af mundbind: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Brug-af-mundbind

Om brug af stofmundbind: https://www.sst.dk/da/nyheder/2020/gode-raad-om-brug-af-mundbind

Sundhedsstyrelsens udsender i næste uge videoer m.v. som viser mere om stofmundbind. Indtil da kan vi henvise til gode praktiske informationer på britiske sundmyndigheders hjemmeside:

https://www.bigcommunitysew.co.uk/Information om brug af mundbind.